Birketroppen på græs igen!
Første weekend i juni kunne tropsspejderne endelige tage afsted på tur igen - og endda på en 2-i-1 tur.
Fredag mødtes alle patruljerne hver for sig for at afholde det første døgn alene - uden lederne. Her var hyggen og sammenholdet i fokus rundt omkring på forskellige lokationer i og omkring Birkerød. Her blev der nydt slik i store mængder i alt fra hjemmebyggede bivuakker af presening til de mere hårdføre sheltere, som er opsat rundt omkring i de danske skove.
Lørdag afviklede patruljerne hver deres program og mens nogen prøvede kræfter med en kanotur, måtte andre tage til takke med en cykellapning. Patruljeturen foregik nemlig på cykel som opvarmning til dette års sommerlejr. Her skal troppen til det sydfynske øhav og de første dage foregår som patruljehejk på cykel. Uden at afsløre for meget, er det vist meget godt, at der stadigvæk er lidt tid til sommerlejren, så tropsspejderne kan nå at øve sig på deres lappefærdigheder.
Burgerboller på bål
Ud på eftermiddagen mødtes hele troppen sammen med Staben på vores venner fra Blackfoots store spejdergrund i Blovstrød. Med inspiration fra en af de nyere takeaway-steder i Birkerød stod menuen på sliders med pomfritter samt en dessert bestående af rabarbercrumble. For at det hele kunne blive ekstra lækkert skulle pomfritterne selvfølgelig dobbeltfritteres og så skulle både burgerbollerne og crumblen bages over bål.
Til dette skulle vi teste troppens nyerhvervede dutch ovens. Det er en stor støbejernsgryde som er beregnet til, at der kan være bål hele vejen rundt om den, så man kan bruge den som en ovn. Det gik over alt forventning og alle fik lavet nogle meget pæne og velsmagende boller - nogle af dem skulle dog lige skrabes lidt i bunden for ikke at smage alt for brændt.
Efter en lang madlavning og en næsten ligeså lang spisning, hvor ikke alle formåede at mestre kunsten at beherske sig ift. hvor meget en burgerbolle kan indeholde, var alle mætte og trætte. Mange timers bål, friture og sol satte sit præg på spejderne der efter en oprydning kunne krybe til køjs i shelterne bagerst på grunden.
Settlers-søndag
På turens sidste dag var det blevet tid til at dyste i en omgang Settlers. Det populære brætspil om at vinde magten på øen Catan igennem indsamling af ressourcer og efterfølgende bygning af veje, huse og byer er efterhånden blevet en klassiker i Birketroppen - selvfølgelig i en live-version hvor patruljerne skal rundt på poster og løse forskellige opgaver for at tilkæmpe sig de eftertragtede ressourcer.
Efter en tæt kamp om vigtige placeringer på spillepladen sluttede turen med en fælles cykeltur hjem til Birkerød med en flok glade, trætte og lidt beskidte spejdere.
Vi glæder os til at vi skal afsted igen, næste gang bliver sommerlejren til det sydfynske øhav!